Kjeldskov-Moreau

Uffe Kjeldskovs erindringer fra sine 21 år hos Vognmand Peder Olsen og Søn.


Mit navn er Uffe Kjeldskov, jeg vil skrive lidt om min tid som Chauffør ved Peder Olsen og Søn, hvor jeg var ansat i 3 perioder. Først fra 12-6 – 1964 til Maj – Juni 1966. Anden gang fra omkring Marts – April 1967 til omkring Juli 1970, og sidste gang fra ca. 23-5 – 1972 til Juli 1988, hvor jeg måtte stoppe pågrund af sygdom, jeg var der altså i knap 21 år i alt.

Da jeg startede i 1964, gik min første dag med at køre med Ejvind Olsen ( Sønnen ) for at jeg kunne lærer arbejdsgangen i firmaet, og for at hilse på nogle af de mange faste kunder, som jeg ville komme i kontakt med, vi var ved I. G. Jacobsen ( i dag Magasin ), Østbjerghus og flere andre steder. Ejvind sagde også til mig at jeg aldrig måtte skælde folk ud lige meget hvor mange dumheder de lavede i trafikken, for som han sagde det kunne jo være en god kunde.

Men da vi lidt efter kom kørerne gennem Mageløs var der en dame som på cykel svingede lige ud foran os, og hvad tror i der skete,  ’’Ha Ha ’’ Ejvind stak hoved ud af side ruden og råbte din forbandede puddelhund kan du så se dig for, ( det kan være han ikke kunne lide puddelhunde. ) så i kan tro damen fik travlt med at komme væk fra de ’’ gale mænd ’’. men da vi så foresatte vores kørsel kom vi til at se på hinanden, hvorefter vi spruttede af grin, bagefter sagde Ejvind jeg må godt skælde folk ud, for jeg kender jo kunderne og hun var ikke en af dem.


I de første måneder skulle jeg møde med lastbilen kl. 6 morgen på gamle Gasa, som lå på Middelfartvej i Odense, for at kører pakkede blomster over på det ny Gasa der ligger i Laursensvænget i Odense, her blev der holdt Auktion på dem. Bag efter var jeg på Banen og Toldboderne efter varer til I. G. Jacobsen, og andre dage også andre små opgaver, for ved 11 tiden skulde jeg igen id til Gasa for at kører tomme blomstervogne retur til gamle Gasa, og derefter en tur ud på lossepladsen med de blomster der ikke var blevet solgt, samt hvis der var kommet for mange ind blev nogle af dem holdt tilbage, for på den måde at holde prisen oppe, blev de også smidt ud. Vi kørte også for mange andre firmaer blandt andet, flere Tømmer & Snedkere, Rørlæggere, Blikkenslagere, Østbjerg Møbler, der blev kørt mælk hver morgen og nogle dage blev der samlede ost sammen fra flere Mejerier som lå på syd Fyn, de blev kørt til Frølic ost i Odense. Vi kørte også for Enilo Støvsuger fabrik der lå i Kragsbjergvænget i Odense, om sommeren og til højtiderne var vi ude med øl for Albani Bryggeriet, jeg havde altid gratis øl til jul og andre højtider.

Vognmanden havde også en næsten nystartet Fragtrute til København, den blev kørt hver anden dag af Ib Kruse. ( Ib startede i 1965 egen fragtrute til Nordsjælland ).

Omkring den første i hver månede flyttede vi for folk, det var noget af det værste som vi blev sat til at lave, for det gav sved på panden og ømme ben, og hvis folk ikke gav en øl eller en kop kaffe var der altid en af os der spurte om der ikke var en Købmand så der gik ikke lang tid før der kom øl, kaffe og mad på bordet.


I de anden perioder jeg var ansat hos Vognmand Peder Olsen og Søn, var jeg ca. 2/3 af tiden lejet ud til Peder Jensens Maskinsnedkeri der lå Næsbyvej 6 i Odense, her transporterede jeg alt i Tømmer og Snedkervare på hele Fyn, deres største kunde var Byggemester Jens P. Kock, de byggede flere steder i Odense, samt rundt om på Fyn og Jylland.

Da jeg blev ansat 3 gang , var det med en ny udfordring, nemlig firmaets fragtrute mellem Odense og København, den ene uge var jeg i København mandag, onsdag og

fredag og ugen efter tirsdag og torsdag, hver tur til København var på ca. 17 – 18 timer, vi kørte alt godset ud selv og læssede mange steder rundt om i København.

De dage hvor vi var i Odense var på 9 – 10 timer, men lønnen  var god, og så var der den fordel at min kone Janne kunne gå hjemme ved vores 2 sønner Tim og Per.

Men når jeg så sidst på ugen holdt Weekend, var jeg altid meget træt, men bortset fra det var det en dejlig tid som jeg altid vil mindes med glæde, i firmaet var vi som en lille familie, med et godt arbejdsklima, samt et godt sammenhold mellem Vognmand & Chauffører, og var der nogle gnidninger, havde vi to dejlige damer, som nok skulle løse dem for os, nemlig Ejvinds moder Rigmor og hans søde kone Birthe.


Nu vil jeg nævne nogle, som jeg vil syntes sjove episoder fra min tid i hos Olsen.


Det var en morgen hvor jeg kom ud på ’’ Rasmindegården ’’ ( vores tilholdssted i Hjallese ) for at hente den Lastbil som jeg kørte med, der var lys på hele Rasmindegården, og da jeg så havde fået startet lastbilen og var på vej ud af gårdspladsen stod Vognmand Olsen på trappen ind til stuehuset, iført  ’’ Pingvintøj ’’

( om det var Smoking eller Kjole og Hvidt husker jeg ikke ) men sjovt så det ud at se ham der på trappen, hvor han stod og vinkede farvel kl. 4 om morgenen, og så råbte han til mig at jeg skulle spørge de Chauffører som jeg var sammen med på Storebælts færgen, om deres arbejdsgivere også var så flinke ved dem så tidlig om morgenen.


En anden sjov episode som jeg kan huske, var at jeg inde på Bellahøj i København, havde en fynsk Frisør, som jeg besøgte ca. hver anden månede for at få noget taget af mine lokker, ja nu kan jeg se at i griner højlydt men Uffe har haft hår på mit runde hoved engang for ikke så længe siden, nå men jeg havde så en dag været hos frisøren for at blive klippet, det skete at jeg midt på dagen havde ½ time til at slappe af i.

Men da jeg så om aftenen ( kl. ca. 21,30 ) kom hjem til Rasmindegården, så Vognmanden på mig og sagde der er nok en der er blevet klippet i arbejdstiden, hvortil jeg svarede at når jeg arbejder i så mange timer om ugen, må mit hår også gro mere i arbejdstiden, en når jeg havde fri, altså må det også være i arbejdstiden at det skal klippes, hertil svarede Ejvind med et stort smil, det kan der sku være noget om,

men det havde pyntet på mig,  det skal lige siges at jeg fik fast løn for 5 ture til København, så der var ingen der blev snydt af den grund, og jeg er aldrig kørt tom hjem og har altid nået det som jeg blev pålagt, så det kostede ikke firmaet noget fordi jeg havde en lille udskejelse en gang imellem.

På fragtruten til København var vi opdelt i 2 hold, bestående af 2 Lastbiler med anhænger og en solovogn, ( som jeg kørte med ) men i ferien og ved sygdom kørte jeg med anhænger, og så overlod jeg min vogn til en af kollegerne der ellers normalt kørte i Odense.

Hver eftermiddag læssede vi ved Haustrups fabrikker samt hos S. C. O. cykler der lå i Kochsgade i Odense. Vi fik cykler til hele København og omegn, vi læssede også andre steder i Odense, men de to ovennævnte var nok de største kunder, ved det at vi kom der hverdag.

Men det som jeg vil fortælle om var fra læsningen hos S. C. O. vi var som sagt 3 biler der skulde læsses hverdag, på mit hold hed de to andre chauffører Knud som boede i Nyborg og Erhard der boede i Odense, Knud og jeg kom altid  før Erhard ud til S. C. O. hvor vi så delte fragtbrevene i tre ture, hvor så solovognen fik den længste af dem. Men når så Erhard endelig viste sig, var hans første bemærkning når han havde gået sin tur igennem, i er sku alt for streng ved mig, jeg når det aldrig, og hvad han ellers kunne finde på af undskyldninger. Og det var lidt kedelig altid at hører denne sang, så Knud og jeg lagde vores ’’ Kloge Hoveder ’’ i blød, og vi blev så enige om hvordan vi taklede dette lille problem uden at det gik udover os.

Vi besluttede os for at når vi havde lagt de tre ture, og inden Erhard indfandt sig, at vi hver tog 2 – 3 fragtbreve fra Knud og min tur, hvorefter vi lagde dem i Erhards tur, og når så Erhard lavede sin lille sene, lod vi som om vi fik ondt af han, og sagde nu skal vi nok hjælpe dig af med et par steder, hvorefter vi tog vores egne fragtbreve tilbage igen, Erhard takkede altid og sagde at vi var nogle rigtige kammerater, og i de år vi arbejde sammen ved Peder Olsen og Søn fattede han aldrig mistanke til os.

Og vi fortalte ham først om det flere år efter han var rejst, om han blev sur på os nej, men han sagde at vi var nogle være bisser, og så morede vi os alle tre over det.


Vi kom hos mange dejlige mennesker i København, og der er særlig en der skal nævnes, han hed Hjalmar Hansen og boede på Jægersborg alle, han var en lille rund mand, der er en lille sjov ting som jeg husker fra mine besøg hos ham.

Det var en rigtig kold vinterdag at jeg kom op til ham med en snes cykler, og imens vi læssede af kom hans moder ud til os med hansker, halstørklæde og en tophue, og skældte Hjalmar ud over at han ikke var ikke havde nok tøj på, hvorefter hun sagde nu må du ikke fryse min lille dreng, hvortil Hjalmar svarede jeg skal nok tage det på fru Hansen, det skal lige nævnes at Hjalmar var 77 år og fru Hansen var over 90 år gammel, og når det så blev frugttid kom, fik jeg både blommer, æbler og pærer med hjem til familien. Hvis fru Hansen en dag så at jeg kørte forbi uden at komme ind og sige goddag, var der lagt i kakkelovne til næste gang jeg kom med varer til dem.

Jeg kunne skrive en hel roman om min tid hos Vognmand Olsen.

De sidste ( ca. 3 år ) jeg var i firmaet, kom jeg ikke ret tit til København, jeg var med til at læsse de varer om der kom til Odense fra Hovedstaden, alt det der var til kunder udenfor Odense blev sendt med lokale fragtmænd, firmaet havde også en fragtrute mellem København og Fredericia, det gods kom også til Odense sammen med godset til Fyn, når vi havde tømt Lastbilerne for gods, læssede jeg det der var til Fredericia og omegn, hvor efter jeg kørte over til fragtcentralen i Fredericia, hvor alle de små partier blev læsset af på en budcentral og det der var til omegnen fik de lokale fragtmand med. Jeg kørte så rundt med varer i Fredericia til klokken blev ca. 13,30 hvor jeg så skulle læsse kemikalier hos Shell der lå på Fredericia Havn, derpå retur til Odense for at tømme vognen på Odense fragtcentral, når jeg var færdig med det var det fyraften, efter en dag på ca. 12 timer, og sådan gik der ca. 1½ år.

I de sidste 1½ år hos vognmand Olsen, arbejdede jeg kun om natten med at tømme gods af de biler der kom hjem fra København, ( det var efter eget ønske ) jeg mødte kl 23,00 ude på Odense fragtcentral  på Gammelsø V/ Næsbyvej og jeg havde fri kl 7,00, og det gik også godt det første år, hvorefter det gik stærkt ned af bakke med min ryg, hofter, nakke og arme.

Så det sidste ½ år var en pinsel, men jeg var for stædig til at indrømme at der var noget rivende galt med mig, jeg sagde ikke et ord til nogle om hvad der var galt med mig, så det gik udover kollegerne, og især Vognmand Henrik Olsen, han er tredje generation i firmaet, ham kunne jeg finde på at ringe til på de mærkeligste tidspunkter af natten, for at skælle ham ud over alt det gods som jeg ikke kunne nå at få af bilerne

( undskyld Henrik, men jeg ved at du har tilgivet mig ) men jeg lå på knæ for at stable gods på paller og jeg kunne slet ikke nå det som jeg var sat til at lave.


Så i juli 1988 måtte jeg opgive at arbejde mere, og jeg blev langtids sygemeldt, for senere at komme på førtids pension, på sygehuset sagde de til mig at jeg skulle havde holdt op med at arbejde for flere år siden. ( men Uffe var en sej Jyde ha- ha )

En ting som jeg tit har tænkt på er at jeg aldrig fik mit arbejde sagt op hos Henrik Olsen, og jeg er aldrig blevet fyret.

Så hermed vil jeg gerne sige op fra dags dato Odense den 1-12 – 2000.

Jeg takker også for de år jeg var ansat hos jer ( 3 Olsen generationer ) i skal også have tak for de dejlige ture jeg har fået lov til at kører rundt i Europa med Svend Hansen. Jeg har over 500 billeder fra de ture, fra øst til vest og nord til syd.

Mange hilsner fra Uffe Kjeldskov Larsenstevnsvænge 7 5220 Odense SØ.

Ps. Hvis jeg lever den 11 marts 2019 når firmaet fylder 100 år, håber jeg at i vil ringe til mig og spørge om jeg har ’’ Tid ’’ til at komme. ( det år bliver jeg 75 år )


Tillæg til det jeg skrev i december 2000. Skrevet i Januar 2005.


Først et par episoder fra overfarterne med Storebælts færgerne.

Vi var altid ude på at lave sjov, men det som vi fandt på faldt ikke altid i god jord, der var en aften at vi var på vej hjem, vi havde lavet lidt sjov med en af tjener, at han var blevet lidt mopset så han hentede en lille mand som gav os nogle skældud, da han ikke havde sagt hvad han var for en gut, var der en der spurte hvem han var, den lille mand svarede at vi burte kunne se at han var Hovmester og Inspektør på Færgen, for han gik i nålestribet Habit, hans svar udløste en sådan latter, at han skyndsomt  forsvandt igen og vi så ikke mere til ham på denne overfart, og vi fik en ny tjener der var med på en spøg. Et stykke tid efter var en af mine kollager ved navnet  Bendt Erik, ( han blev kaldt ’’Bonner ’’ ) der var blevet sur over et eller andet, jeg husker ikke hvad, men han tog i hvert fald et pølsebrød med ud på Færgens dækket, og med lokkede han en stor Havmåge hen til sig, da den ville tage brødet snuppede han den i benene og tog den med ind i Cafeteriet, hvor han slap den løst, og i kan tro at der blev panik, og jeg tror at Bonner var heldig at der ikke var nogle andre en os der så hvem det var der lavede denne svinestreg, nå men de har jo nok fanget den igen, for næste gang vi var med den pågældende Færge var den der ikke mere.

Nu går vi så i land, vi havde tit lange vente tider for at komme hjem med Færgen fra Sjælland, især hvis vi kom tidligt af sted fra København, hvis vi kom ned til færgen kl.14,00 var der tit en ventetid på 3 – 4 timer, og da vi først havde en fast reservering til en Færge kl. 19,30, så var ventetiden meget lang, vi havde især problemer når der var en bestemt overfarts leder der skulle dirigerer bilerne om bord at selvom der var plads nede på Lastvogns dækkede, fyldte han det op med personbiler på underste dæk


Så en dag hvor Knud og jeg havde holdt i Halsskov Færgehavn i ca. 2-3 timer, hvor regnen styrtede ned, når vi sådan holdt stille kunne der godt samle sig en hel del vand oven på presenningen, da vi skulle ombor på Færgen så jeg at det var ham den usympatisk der stod ud for vores række for at dirigerer os op til skibet, at jeg tænkte nu skal han på vand så hatten passer, så da jeg startede foregik det meget forsigtigt indtil jeg skulle dreje skarpt til højre, så gjorde jeg det så voldsomt at bilen krængede så meget at alt vandet stod i et sandt vandfald ned over overfartslederen, da vi var kommet op på Færgen, kom min makker Knud hen til mig og fortalt at han var ved at kører ham ned for sådan kom han til at grine, for overfartslederen var så våd at hans røde kasket sad næsten ned over øjnene på ham, der kom også flere kollegaer hen til mig og sagde det gjorde du ’’ sku ’’ med vilje, til det svarede jeg meget uskyldigt  nej så ond kan jeg da ikke være, hvorefter jeg tilføjede at havde det været vores ven overfartsleder Ib, var det nok slet ikke sket.

En overgang sad vi sammen med en kollega der kørte for en vognmand der hed Poul Hansen og Søn, denne kollega havde altid en kammerat med på sine ture.

Denne kammerat var en overlegen og irriterende person der altid havde en stor sort frakke på, og den havde nogle meget store lommer, og så en aften var der en som fik en, syntes han selv, der var en del kartofler og sovs tilbage, og det puttede han og anden ned i en af de store lommer uden at ejermanden af frakken opdagede noget, men da de opdagede at lommen ikke var fyldt, bestilte de flere kartofler og mere sovs, som så også havnede i lommen, frakkemanden havde stadig ikke opdaget noget, og da vi gik ned til vores lastbiler fik vi travlt med at komme væk, så vi så ikke hans hoved da han opdagede at han havde fået ’’ mad med hjem ’’ , og vi så ham aldrig mere, og ham der havde haft ham med satte sig altid ved et andet bord, og han nævnte aldrig noget om episoden, så vi fik aldrig at vide hvad der var sket efter vi var smuttet, ’’ fandens også ’’.

Vognmand Olsen var vært ved  nogle meget våde fester gennem de år jeg var ansat der, vi var til Guldbryllup hos Rigmor og Peder Olsen det blev holdt i Rosenlunden 10 Odense, vi var inviteret ud på Rest. Næsby Hovedskoven til 50 og 60 års Jubilæum, og indimellem drammerne spillede vi kegler for at forbrænde noget af alkoholen .Vi var til runde fødselsdage der blev afholdt i Rest. Skoven i Læsøgade, vi var til frokost på Rest. Karlslunde der ligger i Fruens Bøge skoven. Når vi var til fester stod der næsten en Tjener bag ved stolen for at holde glasende fyldte. Og i kan tro vi var skæve når vi ud på natten kom hjem.

Men så i 1980 blev Ejvind Olsen indlagt på sygehuset, med Hjernehinde Betændelse, og  han kom aldrig til at lede firmaet mere, han huskede ikke noget, og skulle lærer alt fra bunden igen.         


Det var en mærkelig fornemmelse da han kom og gav mig sin hånd og spurte og hvem er så du, vi havde jo kendt hinanden i 16 år, efter et par år kom hans kone Birthe en dag og spurte mig om jeg ikke nok ville tage Ejvind med ud at køre et par gange om ugen, til det sagde jeg selfølig ja, og så i de følgende år havde jeg tit Ejvind med til København og Fredericia, Ejvind sagde at nu var han ikke min arbejdsgiver mere men han var min arbejdsdreng, og at jeg bare skulle sige hvad han skulle lave, og sådan blev det han knoglede på, og jeg tror nok at han nød at komme hjemmefra for inderst inde var der nok et eller andet der sagde ham at han ikke altid havde gået og nusset i hjemmet og haven, men vi havde nogle hyggelige dage sammen, selvom at jeg havde loftlemmen i lastbilen åben uanset hvor koldt det var, for han røg den ene cigar efter den anden, og der var nogle kollegaer der spurte om vi var så gammeldags at vi fyrede med kul for at få bilen til at kører, af Ejvinds søn Vognmand Henrik fik jeg at vide at hvis far ville ind at spise og vi ellers havde tid skulle vi bare gøre det og at jeg ikke skulle trække tiden fra på min ugeseddel, for det var også en lettelse for han og hans moder, at han kom lidt væk fra deres hjem på Rasmindegården, så vi fik en del dejlige måltider sammen.

I 1983 fik jeg en ny lastbil at køre i, det var den første bil i firmaet der havde en fartskriver monteret. Og da jeg så kom og afleverede de første sladder skiver, var  Vognmand Henriks (  3 generation ) mor Birthe Olsen meget nysgerrig efter at få at vide hvad alle de streger der var tegnet på skiven betød, og det forklarede jeg så hende, pludselig spurte hun hvad betyder det lille mellem rum du har der, jeg svarede at jeg nok var ude at lade vandet, så pegede hun på en kurve hvor jeg havde kørt ca. 100 km. i timen ( fy Uffe ) jeg fortalte hende så at det nok var en overhaling jeg havde foretaget ude på motorvejen, så gik der ca. 2 uger inden hun kom med en skive til mig, hvorefter hun sagde det var ’’ sku ’’ en lang overhaling du har her  Hr. Kjeldskov, da jeg havde set på skiven havde jeg kørt med 105 km. i ca. 1 time, på det tidspunkt hvor det var sket, var om natten på en strækning fra Færgen til lidt før Roskilde, så det gik ’’ sku ’’ fremad for farmand.

Der var også engang at jeg havde 3 paller maling fra International skibs malings fabrik i Herlev V/ København, det var bestemt til levering til et Græsk skib der lå i Fredericia Havn, da jeg kom frem hejsede jeg pallerne  ned på kajen, med min løfte bagsmæk, og gik ombor for at få en underskrift, her fik jeg besked på at de ikke skrev under på mit fragtbrev før jeg havde båret malingen op af lejderen til skibet, og da jeg kun skulle levere varer der var spændt fast på pallerne og ikke måtte bryde plastiske,

der var om pallen, sagde jeg at jeg læssede malingen op på min bil igen og tog det med på Fredericia Fragtcentral og der kunne de så selv hente det hvis de stod og manglede det, jeg forstod heldigvis ikke de eder der kom på hans læber, men jeg gik ned på kajen igen, hvor jeg så læssede pallerne op på bilen igen, og forlod så Havnen igen, jeg var kun kommet ud til mit næste aflæsning sted, hvor der lå en besked om at ringe til Vognmand Henrik, for at forklare hvad der var foregået, da jeg havde fortalt om episode, sagde Henrik nu beholder du malingen på bilen på resten af turen rundt i Fredericia, og så ringer du til mig når du er færdig med at læsse af, og det skal være før du læsser hos Shell, det gjorde jeg så og i kan tro der var kommet en ordning, det Græske Rederi havde fået en besked fra Farvefabrikken om at hvis de ikke fulgte de regler som der var ved leveringen, tog de bare malingen retur til fabrikken, og at de en anden gang ikke ville handle med dem. ( det har nok været en lille kunde ) så jeg fik besked om at køre derned igen, og se hvad der skete, og jeg var dårlig kommet ud af bilen før der stod 4 mand der skulle læsse af for mig, og jeg fik besked om at gå op til Styrmanden og få en kvittering, og i kan tro at der var kommet andre boller på suppen, han smilte, klappede mig på skulderen og han kvitterede for varerne uden at tælle efter om han fik det hele, og da jeg skulle til at gå fik jeg en flaske snaps, der desværre ikke smagte godt, men det var nu alligevel meget sødt af ham.